Kommer til verden 9. juni kl. 01.30 i et lille bondehus, 'Uglehuset', på en mark. Området kaldes Sortelung. Faderen, Niels Jørgensen (1835-1915), er daglejer og maler. Moderen er hans hustru, Maren Kirstine Johansen (1833–97). Efter ejerens ønske bliver huset revet ned i 1873.

En ny lov krævede genbrug af efternavne, men præsten i den stedlige kirke fastholdt at børn fik efternavn efter faderens fornavn. Egentlig skulle alle børnene være døbt Jørgensen, og komponisten ville have heddet Carl Jørgensen.

Hans mor giver ham en trekvart violin i hånden.

Begynder skolegang i Nørre Lyndelse skole.

En ny hjælpelærer, Emil Petersen, underviser ham i violin, "ordentligt, og efter noder."

Fødehjemmet skal rives ned, så familien flytter til et hus "på den anden side af Teglværket".

Bliver gåsedriver på Bramstrup Gods, hvor faderen er daglejer, og arbejder desuden på et teglværk.

Får regelmæssig violinundervisning både af sin far og hos Emil Petersen.

Familien har købt et stråtækt hus "med syv fag Vinduer", kaldt 'Petersborg', på grænsen til Nørre Søby sogn. De flytter ind i marts, og han bor her indtil han får plads som militærmusiker i Odense. I dag er huset museum, kendt som Carl Nielsens Barndomshjem.

Kommer i lære hos en ugift købmand i Ellinge ved Ferritslev. Købmanden lider af tuberkulose, og efter tre måneder erklæres han konkurs.

Han konkurrerer sig i november til en trompet-stilling ved 16. bataljon i Odense, først på prøve. Fortsætter som militærmusiker i fire år.

Lærer at spille altbasun og skriver mindre satser for messing, men spiller også til dans sammen med sin far på violin.

Efter sommermanøvren begynder kantor Carl Larsen, den senere kordegn ved Odense Domkirke, at undervise ham.

Komponerer Fantasistykke for klarinet og klaver og en violinsonate.

Medlem af folketinget, højskolemanden Klaus Berntsen, giver ham en introduktion til Niels W. Gade, leder af konservatoriet i København.

Han spiller wienerklassiske violinsonater med en ældre værtshus-pianist, og han komponerer en strygekvartet i d-mol.

Køber for spareskillinger et lille brugt klaver hos en urmager, men må afdrage beløbet gennem længere tid.

Rejser i maj til hovedstaden. Med sig har han strygekvartetten komponeret året før. Han fylder 18 i juni. Med statstilskud har han fået friplads og er blevet optaget på konservatoriet.

Begynder i januar sin uddannelse på konservatoriet. Foruden Gade var J.P.E. Hartmann og H. S. Paulli i ledelsen, tre udpræget ældre herrer - Hartmann er tæt på de firs.

Han uddanner sig som violinist og studerer desuden klaverspil, musikteori og musikhistorie, og han viser nye værker til Gade og sin hovedlærer, Orla Rosenhoff. Men undervisning i komposition får han ikke.

Han opnår lange venskaber med folk som senere bliver centrale navne i dansk musik, især dirigenten Frederik Schnedler-Petersen og pianisten Johanne Stockmarr.

Ved årets afslutning er han færdiguddannet ved konservatoriet og 21 år gammel. Hans afsluttende eksamen er gennemsnitlig, men tilfredsstillende.

Flytter ind i Slagelsegade hos et forhenværende købmandspar fra Odense. De har hjulpet ham økonomisk, og fungerer næsten som var de plejeforældre. Hans økonomi er anstrengt.

Købmandens hustru, Marie Demant, har en 14-årig niece, Emilie Demant, som han forelsker sig voldsomt i. Da forholdet afsluttes i efteråret 1889, udløser det en dyb personlig krise.

Han spiller fast i Tivolis Koncertsals Orkester indtil 1890 og underviser selv elever. Desuden fortsætter han som privatelev hos Orla Rosenhoff. Sin offentlige debut som komponist får han 17. september i Tivoli med Andante e scherzo for strygeorkester.

Bliver den 8. januar far til en søn som døbes Carl August Hansen. Moderen Karen Marie Hansen er stuepige i den opgang, han boede i. Han hjælper både mor og søn økonomisk, men anerkender aldrig faderskabet. I 1901 emigrerer mor og søn til USA.

I januar uropføres hans strygekvartet i F-dur i Privat Kammermusikforening. Til disse koncerter har kun medlemmer adgang.

Hans 'officielle' opus 1, Lille suite for strygere, uropføres i Tivoli. "Jeg gjorde megen Lykke", fortæller han senere. Dirigenten Balduin Dahl trækker ham frem fra violingruppen til publikums hyldest.

I oktober optræder han selv for første gang som dirigent. Han dirigerer sin strygersuite ved sæsonstarten i Odense Musikforening.

Komponerer en ny, senere revideret strygekvartet i g-mol og en strygekvintet i G-dur. Den sidste opføres flere gange, i april med ham selv på anden violin. I maj spilles hans suite igen i Tivoli, nu med ham selv på podiet.

I august konkurrerer han sig til en plads som anden violinist i Det kgl. Kapel, en plads han beholdt i seksten år, indtil 1905, mere af nød end af entusiasme. Trods de mange succeser i de følgende år, kunne han ikke fuldt ud ernære sig som komponist.

Wilhelm Hansen Musikforlag udsender suiten på tryk, og snart også Fantasistykker for obo og klaver, opus 2. De uropføres i marts 1891.

Efter et forgæves forsøg havde han året før efter ansøgning fået det Anckerske rejselegat til uddannelse i udlandet, og han får nu bevilget orlov fra Kapellet i hele sæsonen 1890-91.

I Berlin gør musik af Brahms stærkt indtryk på ham, og her træffer han kollegerne Jean Sibelius, norske Christian Sinding og den store violinist Joseph Joachim. Et nærmere bekendtskab opnår han med pianist-komponisten Ferruccio Busoni. På den berømte opera i Dresden oplever han Wagners Nibelungen-Ring.

I Berlin gør han de første skitser til den symfoni som langsomt udvikler sig til at blive hans første, i g-mol. Et andet forsøg, Symfonisk rhapsodi, nåede frem til opførelse på "Folkekoncerterne" i København et par år efter.

Få dage før jul får han meddelelse om at Niels W. Gade er død i København. "Tomt og sort", noterer han i sin dagbog, "jeg er syg af Sorg og kan hverken spise eller sove."

I februar med tog til Paris. Her træffer han maleren J. F. Willumsen der netop havde bosat sig i byen. Willumsen sidder model for en ung dansk billedhugger, Anne Marie Brodersen. "Hun er egentlig meget køn", meddeler han sin dagbog.

Dagbog 16. marts: "Om Aftenen fandt jeg hende for hvem jeg hele Tiden havde haft en hel Skala af Følelser (...) og Intet skal faa mig til at tvivle mere". 30. marts: "Har levet i en Rus af Lykke (...) føler mig stadig rigere og betydeligere i hendes Selskab."

De unge vil straks giftes, men de nødvendige papirer må først nå frem fra Danmark, og midt i april afholder de bryllupsfest med danske venner på en restaurant.

I maj rejser de videre til Firenze, og i Skt. Markus, byens anglikanske kirke, bliver de viet den 10. maj. Men pengene slipper op, kun med hjælp fra en landsmand og fra konsulatet kan de dække udgifterne til hjemrejsen.

Flytter ind i Nyhavn, datteren Irmelin fødes i december. I marts 1893 får de datteren Anne Marie, kaldt Søs – han noterer i sin dagbog at "vi havde begge ønsket inderligt at det måtte blive en Søn." I september 1895 fik de så sønnen Hans Børge.

I april uropføres den to år gamle f-mol strygekvartet i Odd Fellow Palæet, og den udgives som opus 5. Den vækker opmærksomhed i udlandet og spilles i Tyskland, Holland, England og flere steder i Sydamerika. Den bliver ét af hans oftest spillede værker.

I oktober oplever han at en flyttemand kommer alvorligt i klemme under et væltet flygel. Han springer straks til hjælp, men det overbelaster hans hjerte, og han bliver indlagt på Kommunehospitalet. Måske et forvarsel om hans senere hjerteproblemer.

Efter mange fejlslagne forsøg er den første symfoni klar til uropførelse midt i marts. Johan Svendsen dirigerer Det kgl. Kapel med stor succes, og han trækker den unge andenviolinist frem til hyldest. "Som et barn der leger med dynamit", skrev en kritiker om værket.

Igen på orlov i efteråret, men denne gang for at reklamere for sig selv og sin musik. Berlin er igen i centrum, her træffer han Richard Strauss og endnu engang Busoni, hvis koncerter i Danmark har udbygget deres bekendtskab. I Wien bliver mødet med Brahms mindeværdigt.

Han inviteres til selv at dirigere sin første symfoni i Dresden, og den første violinsonate komponeret året før, bliver uropført.

Et maleri af Tizian med skinsygen som motiv havde gjort stærkt indtryk på de nygifte, de ville begge skildre kærlighedens mange facetter i kunst. Han virkeliggør tanken i et stort værk for kor, børnekor og orkester og dirigerer selv uropførelsen 27. april i Musikforeningen. Han fandt latin "mest alment og sangbart" og fik teksten oversat.

Familien indleder et venskab med Marie Møller, der i en årrække har en vigtig rolle i hjemmet. Hun er uddannet massøse og har tidligere været hushjælp hos forfatteren Jakob Knudsen på Askov Højskole. Den omfangsrige korrespondance med den svenske komponist Bror Beckman, der fortsætter til Beckmans død i 1929, bliver indledt.

Flere operaemner tiltrækker ham, "Købmanden i Venedig" og myten om Marie Grubbe. Men det ender med den bibelske fortælling om kong Sauls fald og hans skinsyge had til den unge David, der elsker hans datter. Einar Christiansen, året efter udnævnt som kunstnerisk chef for Det kgl. Teater, udfærdigede en libretto rig på store kor-scener.

Anne Marie er en viljestærk, ambitiøs, 'moderne' kvinde som ikke vil bindes af moderrollen. Hun er ofte væk fra hjemmet for at modellere dyr efter levende model, og han reagerer med spirende vrede og frustration. Samme år rammes sønnen Hans Børge af den meningitis der menes at føre til hans livslange mentale handicap.

Studielegater gør at ægteparret fra december 1899 kan tilbringe et halvt år i Italien. Han arbejder på Saul og David, hun studerer hos en fransk billedhugger. I Rom opholder den danske kirkemusiker Thomas Laub sig, og i Skandinavisk Forening optræder de med violinsonater af Mozart.

Et naivt vægmaleri i en krostue inspirerer ham til den 2. symfoni. Maleriet skildrer de fire temperamenter, de fire egenskaber eller følemåder som man i antikken mente var nært knyttet til elementerne ild, vand, jord og luft, og hvoraf ét trådte særligt frem hos det enkelte individ.

I december er symfonien afsluttet, og musikalsk afspejler de fire satser henholdsvis det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske - heftighed, besindighed, tungsind og optimisme.

Han tildeles en tre-årig kunstnerydelse på 800 kr. (omkring 60.000 kr. i nutidspenge) der derefter udbetales som en fast ydelse, og året efter underskriver han en generalkontrakt med Wilhelm Hansens musikforlag.

Premieren på Saul og David i november får han lov til selv at dirigere. Da førstekapelmester Frederik Rung sygemeldes, dirigerer han selv alle syv forestillinger. Dramaet om tvivl, svigt og kærlighed gør indtryk, men flere anmeldere finder operaen ujævn og langtrukken. Bortset fra enkelte opførelser går der 27 år, før teatret viser den igen.

Kun tre dage efter premieren på operaen dirigerer han uropførelsen af De fire temperamenter i Dansk Koncert-Forening. Sidste sats er først blevet færdig en uge før. Symfonien modtages godt både af publikum og af musikkritikken i København.

Ferruccio Busoni lover at foranstalte en opførelse af symfonien med Berlins Filharmonikere, og som tak får han værket tilegnet. Efter opførelsen i Berlin 5. november bliver symfonien imidlertid sablet ned, men senere får den faktisk status som et af hans mest yndede orkesterværker.

Anne Marie modtager det Anckerske rejselegat og får tilladelse til at kopiere fra Akropolis-museet. De tilbringer årets første halvdel i Athen. I et øvelokale på byens konservatorium komponerer han koncertouverturen Helios, der skildrer solens bane over himlen fra morgengry til nattens komme.

Anne Marie begynder arbejdet med Tyfonen, en flerhovedet figur i kalksten på Akropolis. Hun kopierer, rekonstruerer og farvelægger den som hun mener, den har set ud i antikken. Arbejdet opsluger hende helt i et par år, i 1904 rejser hun tilbage til Athen. Hendes lange fravær nager ham.

Hjemme igen i juli planlægger han et korværk som skal skildre Søvnen, og digteren Johannes Jørgensen skriver en tekst. Digtet skildrer søvnen som en mild, kærlig moder, men også som hjemsted for nattens marer. I oktober holder Johan Svendsen Helios-ouverturen over dåben.

Maren Hansen, en barndomsveninde fra Fyn, ansættes som husholderske og er i familiens tjeneste helt til Anne Maries død i 1945. I november er Anne Marie tilbage hos Tyfonen i Athen, og han er alene med Maren, børnene og Marie Møller, der fungerer som barnepige og reservemor.

Søvnen for kor og orkester går trægt, han er længe om at komme igang. Til en ven skriver han selvironisk at "jeg er nærved at falde i Søvn, hvergang jeg tager fat". Men i november er værket fuldbragt, og nu mener han det "er et af mine bedste, om ikke det bedste hidtil." Partituret er afsluttet 27. november.

Fra april 1904 var Johan Svendsen sygemeldt, Frederik Rung havde orlov, og han opfordres til at vikariere som kapelmester. Da han i marts rykkes tilbage som andenviolinist, finder han det dybt krænkende, og pr. 30.6. siger han sin stilling op. Og ser sig nu alene med tre børn og uden fast indtægt. Anne Marie er stadig i Athen.

Stærke bånd binder de to kunstnere sammen, men de har vidt forskellige forestillinger om kønsroller, om samliv og om de sociale konventioner, det indebærer. Han mener at hendes plads er i hjemmet og hos børnene, men hun er igen og igen væk på lange arbejdsophold og rejser.

I marts får Søvnen en lunken modtagelse, men han er godt i gang med sin anden opera, denne gang en komisk opera. Litteraten Vilhelm Andersen skriver libretto efter Holberg-komedien Maskarade, et muntert spil om generationsopgør, forvekslinger og erotik. Men virkeligheden er ikke munter; i april truer han med skilsmisse.

Han føler sig svigtet, han oplever kunstnerisk stræben som uforenelig med ægteskabelig harmoni. Men Anne Marie telegraferer straks: "Din Pige vil ikke skilles". Og i et brev skriver hun: "Ingen skal rive dig fra mig, for vi hører sammen." Hun rejser hjem. Men efter et par uger er hun tilbage i Athen.

Rygtet om en Holberg-opera Maskarade skaber polemik, de let moraliserende komedier fra 1720'erne af "den danske Molière" var national helligdom. Men premieren i november bliver en tordnende publikumssucces, operaen går over scenen uhørte tyve gange i sæson 06-07, på skift dirigeret af Rung og af komponisten.

I maj komponerer han fædrelandssangen "Du danske Mand" til en vaudeville i Tivoli med tekst af Holger Drachman. Selv om teksten har åbenlyst ironiske undertoner, bliver sangen hurtigt kolossalt populær som kor- og fællessang. Og det er den stadig.

En forgiftning i armen giver Anne Marie længere tids uarbejdsdygtighed, og i marts bliver hun indlagt med alvorlige maveproblemer. Hun opereres i tarmen flere gange. Øjensynlig har hun slugt et fiskeben der har forårsaget ondartet betændelse.

I juni komponerer han melodien til Jeppe Aakjærs socialkritiske vers om Jens Vejmand. I løbet af få år bliver sangen en regulær landeplage, og han hævder senere, som eksempel på forlagsgriskhed, at have solgt den, én gang for alle, for 50 kr. Retfærdigvis kom populariteten dog først senere.

I foråret, da den stadig syge Johan Svendsen må søge sin afsked, tilbyder teatret Carl Nielsen fast ansættelse. Det fører til lange og svære forhandlinger om ligestilling mellem kapelmestrene, men han ender med at acceptere stillingen som 2. kapelmester.

Anne Marie har vundet den opgave der bliver hendes største og mest tidsrøvende: Rytterstatuen af Christian IX. Hun får behov for et større atelier, og familien flytter til en Frederiksberg-villa på Vodroffsvej ved søerne. I lange perioder arbejder hun blandt hingste og hesteejere i den nordtyske by Celle. Endelig kontrakt opnår hun først i 1912.

16 januar dør den begavede maler Oluf Hartmann pludselig, kun knap 31 år gammel. Han er Emil Hartmanns søn og J.P.E. Hartmanns barnebarn. Og han er bror til Bodil de Neergaard, veninden og velynderen der er frue på Lolland-godset "Fuglsang". Carl Nielsen komponerer en gribende strygersats til den unge mands minde.

Han begynder arbejdet på den 3. symfoni, hans hidtil mest ambitiøse og egensindige orkesterværk, Han gør 1. sats færdig midt i april og om sommeren 2. sats på Damgaard. I 2. sats indgår to sangstemmer som et klangelement uden tekst. Symfonien er afsluttet 30. april året efter.

I oktober får han muligvis igen et barn udenfor ægteskab, denne gang en datter der kaldes Rachel Siegmann efter sin mor, men døbes Hansen. Forholdet skjules for Anne Marie der, så vidt vides, aldrig bliver bekendt med det. Heller ikke Carl Nielsen nævner det, og ingen sikre vidnesbyrd kan dokumentere faderskabet.

Hele efteråret giver en violinkoncert ham hovedbrud, fordi den skal være "indholdsrig, lettilgængelig og fængende, uden at blive overfladisk." Koncertens syngende melodik og det særlige todelte satsforløb giver den med tiden mange beundrere, også blandt violinister.

I februar uropfører han sin 3. symfoni med Kapellet i Odd Fellow Palæet. Foreløbig er den uden navn, en hollandsk ven muliggør at han opfører den igen med Concertgebouw i Amsterdam. Først ved en gentagelse på teatret 4. maj får den - efter en betegnelse i første sats – titlen Sinfonia Espansiva.

Sammen med 3. symfoni uropføres violinkoncerten med Peder Møller, den danske violinsolist der netop er hjemvendt efter en årrække i Paris. Møllers spil vækker begejstring, og derefter optræder han og komponisten med værket både i Paris, Berlin og de skandinaviske hovedstæder.

Sinfonia Espansiva befæster Carl Nielsens ry som landets betydeligste komponist, og med den får han international bevågenhed. Et forlag i Leipzig betaler en formue for rettighederne, og han dirigerer på kort tid værket i Stuttgart, Stockholm, Helsingfors og Berlin.

På teatret igen bryderier, han og Rung enes dårligt om de forestillinger, de skal deles om. Da Rung efter en sygeorlov får ansat den tidligere anden-violinist, Georg Høeberg, som assistent, opfatter Carl Nielsen det som en de facto tilsidesættelse og indgiver sin afskedsbegæring. Som dog stilles i bero.

I januar dør kapelmester Rung, og Carl Nielsen venter at han skal overtage stillingen. Men ledelsen ønsker en sidestilling af ham og Høeberg. Han regner med at skulle lede danmarkspremieren på Wagners Tristan og Isolde, og da Høeberg får dén opgave, søger han definitivt sin afsked. Pressen omtaler det som en skandale.

Siden 1905 har samlivet flere gange voldt kunstnerparret vanskeligheder. Anne Marie er fortsat ofte væk, han føler sig tilsidesat og henvist til ophold som gæst hos velhavende venner. Og han higer efter kvindelig omsorg, hvad der øjensynlig let fører til erotiske relationer.

I maj skriver han til Anne Marie i Celle om en idé til en ny symfoni: "Livstrang (...) alt hvad der vil liv (...) én stor Sats i én Strøm". Han kan ikke forklare det, men "det jeg vil, er godt." Og han søger "et Ord eller en kort Titel". Det er kimen til den 4. symfoni, Det uudslukkelige.

Efterhånden – og akut under en rejse alene til Bergen – bliver Anne Marie klar over de gentagne eksempler på utroskab fra sin mands side. Endog gennem længere tid et decideret forhold til hendes nære veninde, Marie Møller. "Jeg har været så blind, jeg væmmes ved mig selv", betror hun sin dagbog.

Arvingen til det Østrig-Ungarske monarki, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru bliver 28. juni skudt i Sarajevo af serbiske nationalister. Sikkerheds- og magtpolitik får 1. august Tyskland til at erklære Rusland krig, og konflikten omfatter snart mange forbundsfæller, Rusland, Frankrig og England overfor Tyskland og Østrig-Ungarn.

Samme dag som Tyskland erklærer krig, rejser Anne Marie skyndsomt til Celle for at sikre sine arbejdsmodeller. Ved en misforståelse bliver hun arresteret som spion. Efter en måneds tid lykkes det hende at få alt sit arbejde anbragt i et tog til København. Det fylder en hel jernbanevogn.

Parret rejser i januar sammen til Norge, en skiferie som samtidig er et forsøg på at håndtere den indbyrdes krise. Han indrømmer det langvarige forhold til Marie Møller, og hun forlanger fuld vished og rene linjer. "Enten måtte vi igjennem det, eller også ville jeg være fri".

Efter afskeden fra teatret er han uden fast arbejde. Men han overtager ledelsen af Musikforeningen i København, en stilling Niels W. Gade havde beklædt i 40 år og som indebar prestige, på trods af kun tre årlige koncerter. Foreningen er på retur, og man håber at han kan bringe den på fode igen.

Sammen med kirkesangens fornyer, Thomas Laub, udgiver han "En snes danske viser", og i april indbyder de to komponister til Dansk Vise Aften. De præsenterer gamle, kendte vers med deres egne nye melodier. Flere af disse folkelige sange opleves senere, både konkret og symbolsk, som et udtryk for den nationale jeg-følelse.

I april gør den tyske hær brug af giftgas. Og ny teknologi betyder at kamp med maskingeværer og artilleri fra skyttegrave er den sikreste krigsførelse. En meget langvarig stillingskrig bliver resultatet, og et gennembrud på Vestfronten lader vente længe på sig. I maj går Italien med i krigen på fransk-russisk side.

Anne Marie tildeles en traditionsrig kunstnerbolig med atelier i Frederiksholms Kanal, og i april flytter familien ind. Her fejres hans 50-års dag i skyggen af det ægteskabelige kaos. "Jeg hører ikke længere til ved din side," skriver hun i august. Parforholdet bryder i realiteten sammen, og de må indstille sig på et liv hver for sig.

Den fælles bopæl er Anne Maries kunstnerbolig, situationen kræver at han i stigende grad – og snart fuldtud – må leve alene, borte fra hjemmet. To herregårde i nære venners besiddelse, familien Neergaards "Fuglsang" på Lolland og især frøken Charlotte Trap de Thygesons "Damgaard" ved Fredericia, bliver uundværlige opholds- og arbejdssteder.

Trods krisen arbejder han i efteråret 1915 ihærdigt på sin 4. symfoni. Midt i januar er værket fuldbragt, og allerede den 1. februar bliver uropførelsen i Musikforeningen en overvældende succes der kun vokser ved gentagelsen et par måneder efter. "Jeg følte at jeg kan komme til at betyde noget for mit Land i Fremtiden," skrev han til en ven.

I februar indleder tyskerne en stor offensiv ved Verdun i det nordøstlige Frankrig. Slaget fortsætter hele resten af året, og dødstallene er enorme. Men resultaterne udebliver. De jordiske rester af mere end 100.000 soldater efterlades på slagmarken. Britisk-indiske styrker indtager Irak (Mesopotamien), og der kæmpes i Palæstina.

Myrderierne ved fronten påvirker alle. Carl Nielsen skriver til en bekendt: “Nationalfølelsen er blevet som en aandelig syfilis der har opædt Hjernerne og griner ud gennem de tomme Øjenhuler…. Det er som om hele Verden er i opløsning.” På Østfronten - fra Østersøen til Sortehavet - kommer store landområder under tysk kontrol.

Flere forsøg på at genoptage samlivet fører blot til afmagtsfølelse eller bitterhed. Anne Marie vil skilles, han vil ikke, og efter lang tvivl og overvejelser søger hun separation. Det sker dog først i september 1919. Med sine mange forgreninger spolerer forløbet parrets forhold til flere af deres nærmeste venner.

De russiske revolutioner i februar og oktober (gml. tidsregning) ændrer i nogen grad krigens gang. I december indgår Lenin en ydmygende fredsaftale om afståelse af enorme landområder til centralmagterne, og resultatet bliver russisk borgerkrig.

Indleder et samarbejde med vennen Wilhelm Stenhammar som dirigentvikar for Göteborg-orkestret, og indtil 1922 dirigerer han ofte og gerne her, i alt mere end fyrre koncerter. Det giver ham indtægt og følelsen af et hjemsted, til stadighed kan han ikke trække på sine godsejer-venner. Snart opnår han i praksis fast ansættelse.

Brevvekslingen mellem de separerede ægtefolk er af mange grunde kun delvist tilgængelig, men alt tyder på at de begge lider under adskillelsen. Han dog mest. Han køber et sommerhus på Skagen, førhen deres yndlingsferiested, et åbenlyst forsøg på forsoning. Men lokke hende på besøg kan han ikke.

Den yngste datter, kaldt Søs, gifter sig i februar med den ungarske violinist Emil Telmányi. Med sine fortolkninger af violinkoncerten, med senere værker komponeret specielt til ham, og ikke mindst som dirigent får han stor betydning for udbredelsen af Carl Nielsens livsværk.

I foråret bryder tyskerne endelig gennem fjendens linjer. Men den tyske hærs ressourcer er brugt op, og den 11. november klokken 11 bliver en våbenhvile indgået som i praksis betyder en ende på krigen.

I 1917 havde teatret udbedt sig scenemusik til en nyopsætning af Adam Oelenschlägers læsedrama Aladdin. Men samarbejdet med teatret bliver igen en prøvelse. Hans musik beskæres og omformes i en grad så han forlanger sit navn slettet fra plakaten ved premieren i februar. I stedet udarbejder han en koncertsuite.

På Damgaard og i en bolig ved Humlebæk - udlånt af hans velynder, direktør Carl Johan Michaelsen - begynder han arbejdet på den 5. symfoni, af mange anset for hans betydeligste værk. Året efter er første del færdig, og familien Michaelsen får værket tilegnet. I december gifter datteren Irmelin sig med sin forlovede, lægen Eggert Møller.

Efter Verdenskrigens afslutning fastslog den endelige Versailles-traktat i juni 1919 at grænsen mellem Tyskland og Danmark skulle drages efter afstemning i den stedlige befolkning. I februar 1920 valgte de sønderjyske landsdele at tilhøre Danmark, mens 75 % af befolkningen i Flensburg og Slesvig valgte tysk nationalitet. Det førte til voldsom politisk uro i Danmark, men 9. juni 1920 stadfæstede Christian 10. loven om indlemmelse, og til hest krydsede han symbolsk den gamle grænse syd for Kolding. Det kgl. Teater ville fejre begivenheden med en festforestilling, og til et skuespil af Helge Rode om Danmark (“moderen”) og Sønderjylland (“sønnen”) skrev Carl Nielsen i løbet af 1920 tyve numre, blandt dem åbningsscenen “Taagen letter” og slutsangen “Som en rejselysten flåde”. Festspillet blev førsteopført i slutningen af januar 1921.

Igen og igen afbrydes hans ambitiøse projekter af lejlighedsarbejder, og alt for mange arkiveres efter en enkelt opførelse. Men nogle få bliver evergreens, det gælder f.eks. Taagen letter fra skuespillet Moderen og en kantate til et stort korstævne, Fynsk Foraar, hvis popularitet er uopslidelig. Men begge griber ind i arbejdet på den 5. symfoni.

Han dirigerer sin 5. symfoni i Musikforeningen den 24. januar. Det barske, radikale, værk med kun to modsatrettede satser sprænger tonalitetens rammer og splitter både publikum og anmelderne. Der er enighed om værkets originalitet, men det opleves som provokerende, og anerkendelsen af det som et hovedværk indfinder sig kun langsomt.

I maj tvinger et hjerteanfald ham til sengs. Hans hjerte har før gjort knuder, han ligger syg i Anne Maries kunstnerbolig, og hendes bekymring bliver starten på en gradvis forsoning. Med tiden bliver de igen samboende. Men i længere tid er han hjertepatient og rekreerer på Damgaard. Fynsk Foraar med tusind sangere i Odense Markedshal i juli må han undvære.

I efteråret 1921 havde han aftalt en ny blæserkvintet med Københavns blæserkvintet. Den sidste dag i april opføres værket privat, den offentlige præsentation finder først sted i oktober. Værket er en født klassiker i sin genre, og i dag er kvintetten uden tvivl Carl Nielsens oftest opførte værk.

Tyskland har ført krig for lånte penge, sikker på sejren. Weimar-republikken trykker nu pengesedler uden værdier bag og køber fremmed valuta for værdiløse Mark. I 1921-23 udløser det galopperende hyperinflation. I december koster en US Dollar 7.400 tyske Mark.

Landmandsbanken var blevet Nordens største bank, men i krigsårene, da kurserne blev flerdoblet, fører voldsom spekulation på et spinkelt kapitalgrundlag til bankens krak med enorme tab. Den deraf følgende bankkrise præger dansk økonomi i en årrække.

Han ønsker at befæste sin position i udlandet og lejer i december for egen regning Berliner-filharmonien med sal og orkester. Han foranstalter en orkesterkoncert med egne værker. Det enorme fald i den tyske valutas værdi gør det attraktivt og muligt. Året efter iværksættes flere fremstød for dansk kultur, både private og offentlige.

Efter flere konflikter med forlaget indgår han aftale med C. F. Peters i Leipzig. De udgiver dog kun få værker, og WH sikrer sig guldkalven: Blæserkvintetten. Men tilliden er brudt, fra 1925 udkommer han på Borups forlag eller det statsstøttede SUDM, og kontroversen får efterdønninger i årtier. Flere af hans sidste værker udkommer først efter hans død.

Stockholms Koncertforening har jubilæum i januar og opfører blandt andet den 5. symfoni. De voldsomt insisterende blæsere og lilletrommen i slutningen af første sats får folk til at flygte ud af koncertsalen. Han får ry som et "stridens Æble (...) i den evige Uros og levende Kunsts Navn", skriver en dansk kritiker.

Han får sin første bil, en Renault, og en politibetjent lærer ham at køre. Han bliver en ivrig bilist, nu kan han selv køre til Damgaard eller Skagen i sin "lille sikre, ærlige, fine, følsomme, levende og dog mådeholdne Renault”. Men en aften i 1930 går det galt - han kolliderer med en sporvogn, kommer alvorligt til skade, og er indlagt i tre uger.

Begynder på den 6. symfoni i sommerhuset på Skagen. Ved nytår er de første to satser færdige, men lejlighedsarbejde og hans fødselsdag året efter betyder igen og igen afbrydelser. Symfonien driller ham – den kommer også til at drille mange af sine lyttere.

60-årsdagen 9. juni er en landsdækkende begivenhed. Ved en festkoncert i Tivoli dirigerer han selv den 5. symfoni sammen med Fynsk Foraar, og mere end tre hundrede gæster er inviteret til souper på hotel Nimb i Tivoli. 700 "unge tonekunstnere" går i fakkeltog fra Christiansborg til Nimb, mens de synger fødselarens elskede sange.

I en samtale med Politiken, publiceret 9. november, udtrykker han tristhed over den måde samfundet behandler kunstnere på. "Kunde jeg leve mit Liv om (...) vilde jeg gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde (...) Det er ikke nogen lykkelig Lod at være skabende Kunstner."

Omkring fødselsdagen udkommer et udvalg af hans artikler under titlen Levende musik. Gennem årene har han faktisk fået trykt flere hundrede kommentarer, interview, artikler og essay i danske aviser og tidsskrifter. To korte tekster i bogen er nyskrevne, "Tidens Fylde" og "Den fynske Sang".

Med kun en uge til uropførelsen med Kapellet 11. december er sidste sats af den 6. symfoni færdig. Den slutter med at to fagotter spiller deres dybeste tone i fortissimo, en vild og spørgende slutning på en symfoni så fuld af gåder at den stadig spilles langt mindre end de øvrige fem.

Avisernes anmeldere er i vildrede med den 6. symfoni. Og titlen, "den enkle", er ligefrem provokerende, symfonien er svær at spille, svær at forstå og fuld af ironi, selvironi og vrængemasker. Selv hørte han en "idyllisk karakter”, men musikken svinger uberegneligt mellem dybde og overflade, kærtegn og spot.

Den 7. februar rammer et nyt, voldsomt hjerteanfald ham på Damgaard. Han må nu erkende at han er hjertepatient på livstid. Bevidstheden om altings endelighed synes medvirkende til at han året efter skriver barndomserindringer.

Hjertelidelsen, angina pectoris, kræver at han gearer ned, men i efteråret rejser han til Firenze og San Gimignano, hvor datteren Søs og svigersønnen Emil Telmányi ferierer. I sin blæserkvintet forsøgte han at "tegne hver især", og han vil nu komponere en koncert til hver af musikerne i kvintetten. Han lægger ud med en fløjtekoncert.

Allerede i oktober er fløjtekoncerten sat på programmet ved en stor Nielsen-koncert i Paris. Han når det kun næsten, solisten får sin stemme i små portioner, og Telmányi må uropføre koncerten med en foreløbig slutning. Først ved præsentationen i Danmark i januar 1927 har værket fået sin endelige slutning.

Plaget af sit hjerteonde tager han i marts-april på kur i Bad Nauheim lidt nord for Frankfurt. Han holder sig helt i ro – "Jeg kan desværre ikke taale at blive hverken glad eller det modsatte", beretter han, "Stilhed er det eneste jeg ønsker." I disse måneder bliver størstedelen af erindringsbogen Min fynske Barndom til.

I juli opfører den verdensberømte dirigent Wilhelm Furtwängler hans 5. symfoni ved den årlige internationale festival for moderne musik, ISCM, i år henlagt til Frankfurt. Den bliver varmt modtaget af publikum, men kritikerne finder den malplaceret på en festival for eksperimenterende moderne musik.

I november udsender han Min fynske Barndom, et resultat af stadige opfordringer fra datteren Irmelin. Modtagelsen er overvældende – han demonstrerer en litterær evne og stilsans som er en stor forfatter værdig, og bogen har forlængst opnået status som klassiker.

Efter nittens års arbejde, endeløse konflikter med projektkomitéen, pengeproblemer, bidende kritik, en fejlslagen første støbning og talløse andre skuffelser og udsættelser, kan Anne Maries rytterstatue af Christian IX endelig afsløres på Christiansborgs ridebane den 15. november. Kong Frederik VIII og Dronning Louise overværer begivenheden.

Både han selv og familien ved at han skal tage den med ro – men det har han ikke meget talent for. Han komponerer sine mest "moderne", af og til næsten atonale værker, tre klaverstykker og et eksperimenterende værk for soloviolin til sin svigersøn. I det tredje af de tre klaverstykker er dur-mol-tonaliteten i realiteten forladt.

I hele foråret arbejder han på en klarinetkoncert, den er fuldbragt midt i august. Orkestret er lille, kun to horn, to fagotter, lilletromme og strygere, Michaelsens sommerbolig i Humlebæk er rammen om den første opførelse. Og solisten bemærker at man må da kunne spille klarinet for så konsekvent at ramme alle de sværeste greb!

Hans første opera gik ni gange i 1902, men var - bortset fra få forestillinger – ikke opført igen. I december præsenterer Göteborgs Stora Teatern en nyopsætning, og det vækker fornyet svensk interesse for hans musik. Succesen motiverer Det kgl. Teater til en nyproduktion af operaen i februar året efter.

Renæssancens vokalpolyfoni fængsler ham, og da Mogens Wøldike beder ham skrive for sit Palestrina-kor, vælger han og Anne Marie tre tekstled fra Davids Salmer i den latinske Bibel. De tre motetter har Palestrina som forbillede. Men i disse år komponerer han desuden flere af sine mest populære folkelige sange.

Det var formentlig interessen for tidlig polyfoni der førte ham i retning af orglet, et instrument han tidligere havde vist interesse for, men aldrig skrevet for. Året før var en samling små orgelpræludier imidlertid blevet til, og nu lagde han an til et stort orgelværk.

Kort før jul 1930 dør konservatoriets leder, Anton Svendsen, og bestyrelsen har tidligere vedtaget at Carl Nielsen skal efterfølge Svendsen. Han konstitueres 7. januar, men bestemmelsen indebærer heldigvis at "den hidtil påhvilende daglige gerning af såvel musikalsk som administrativ art" varetages af andre.

I februar tager han til Damgaard for at fuldende sit nye orgelstykke, Commotio ('bevægelse'), et værk domineret af streng klassisk polyfoni. 2. marts skriver han til Anne Marie at "det er gjort med større Dygtighed end alle mine andre Ting." Han overværer private opførelser, men uropført bliver værket først efter hans død.

I september præsenterer teatret en nyopsætning at Maskarade, og han deltager i prøverne. Et snoreværk driller ved generalprøven, han kravler ifølge myten en snes meter op ad et tov for at hjælpe, og bøder for det med flere mindre hjerteanfald næste dag. Men anekdoten er i åbenlys modstrid med såvel hans sygdom, hans bevidsthed om den og hans alder.

Han overværer operapremieren, men må næsten opgive at få slutningen og bifaldet med. De følgende dage giver ingen bedring, og svigersønnen, overlæge Eggert Møller, får ham 1. oktober indlagt på Rigshospitalet. Med et krystalapparat lytter han til DR's transmission af en koncert, han selv skulle have dirigeret.

Dagen efter forværres hans tilstand, og om aftenen samles den nærmeste familie om hans seng. Han er meget døsig, i et vågent øjeblik mumler han: "I staar der som om I venter". Klokken ti minutter over midnat den 3. oktober 1931 er komponisten Carl Nielsen ikke mere.

Bisættelsen 9. oktober kl. 14 fra Domkirken er et tilløbsstykke, mange får ikke plads. Salmerne og al anden musik er af Carl Nielsen. På Vestre Kirkegård høres slutkoralen fra blæserkvintetten, mens kisten sænkes. I en kort tale takker Anne Marie ham for hans frodige natur og det danske folk for at synge hans sange.